Turning Time Poetic

Tvivlsom illustration af vores to lydsspor. Mailen til Lotte fra Hospice Limfjord blev:

Vi tror og håber at vores installation kommer til at passe smukt ind i jeres reflektive rum. Det er en meget god idé at få rummet indrettet:-)

WE (STILL) WANT TO TURN TIME POETIC :-)

Altså. Vi vil fortælle tiden både visuelt og auditivt. Endvidere illustrere dens flygtighed. Formmæssigt bliver installationen som en krystalliseret sky med flader som åbner og lukker sig afhængigt af døgnets tidspunkt. Inde i midten er en meget kraftig lyskilde som lukker lys ud i forhold til hvor åbne lågerne er. Lyspletterne bevæger sig rolig omkring (som en krystal i en vindeuskarm) og indrager hele rummet. Der er altså skygger og lys på væggene og installationen er som en mekanisk blomst der folder sig ud og lukker sig i. Der bliver en lydside, inspireret af naturens lyde, helt korte instrument harmonier, åndedræt, Saties klaverstykker (i kort abstrakt form) osv. Robotten er interaktiv og lukker sig f.eks. sammen når der ikke er fuldstændig ro i lokalet. Så hvis der er bevægelse forsvinder lys og lydbilledet.
Tiden får en anden og dybere dimension.
Vi samarbejder også med en rigtig dygtig israelsk lydkunstner i Århus, Yossi Karutchi som hjælper os med at skabe et meditativt lydbillede.

Da vi alle 5 er på SU ville jeg høre, om i på Hospice Limfjord har lyst til at sponsorere vores projekt? Det er ikke mange penge, måske bare 1000 kroner til at købe noget plexiglas til lågerne. Det ville hjælpe os meget og tilgengæld vil vi selvfølgelig printe jeres logo og skrive om jer på udstillingsstanden til robotmessen i Septemper. Allermest håber vi selvfølgelig at skabe en meditativ lyskilde i ville have lyst til at hænge i jeres loftsrum.

På forhånd tak!

Hilsen Sara, Emil, Mathilde, Mikael og Ida

Kære Høg Nu er det Lørdag aften og jeg drikker lidt vin og laver skolearbejde og tænker at det er på tide, at give dig en lille update på projektet. I går, fredag, skulle vi jo præsentere det endelige koncept og MAN jeg siger dig! Vi prøvede at tænke, men kunne til sidst ikke fortrænge vores research længere.... Vi har hørt så mange gange, at vi IKKE skal prakke blinde endnu et hjælpemiddel på. Det er jo ikke uafhængighed at blive afhængig af endnu et middelmådigt hjælpemiddel. Ville det ikke være langt mere interessant at lave noget mere abstrakt som påvirker folk til at tænke alternativt i forhold til vore sanser? Så i 15 timer sad vi og klokken 12 om natten da alarmen gik havde vi en præsentation klar af et koncept som var 180 grader fra udgangspunktet, men som vi tilgengæld følte var tro mod både vores research og mod opgavebeskrivelsen ("lav en robot som spreder glæde og forundring for omverden") . Heldigvis blev den mere end købt til præsentationen. De andre 2 blindegrupper arbejder henholdsvist med en vibrerende blindestok og med noget taktilt kortlægning over supermarkeder og byer hvor man så går rundt hele tiden med et "blindeskriftskort" over det landskab man befinder sig i. Vi forener lyd og visuel æstetik og afspejler nuets kraft i forhold til tid. Vil lave et såkaldt - helt groft sagt - ur til blinde såvel som seende. Som på en poetisk måde beskriver tiden der går i både lyd, lys og bevægelse. Inputtet er både input fra et ur (så robotten reagerer til den faktiske tid) men også fysisk bevægelse. Så når et menneske er i nærheden reageres der på dette. Jeg håber at den også kommer til at reagere på lys og mørke, sådan at når der er mørkt (nat) lyser den op. Den fysiske udformning er ikke bestemt endnu, men måske bliver det et vægmosaik der spredes i lyd og figurer indtil eftermiddagstid hvor alt så samles igen, eller måske bliver det 4 fysiske dele som bevæger sig rundt i rummet. Nu er jeg snart færdig, bare rolig.. Robotterne skal vises på en samlet robotfestival i Odense om 4 uger. Så vi har travlt! Der arbejdes med alt lige fra balancespil til ældre, en grinerobot som skal f folk til at dø af grin, en gynækologisk robot til celleprøvning fra livmorhalsen, en krammerobot til børn i ambulancer osv osv. Så det er travlt og spændende. Jeg tror og håber i hvert fald at vores bidrag til festivalen vil være poetisk, anderledes, sanseligt og forhåbentligt en bare lille smule holdningsændrende. Jeg håber du havde en god tur til København. Det var hyggeligt og meget givtigt at besøge dig igen. Min mor har lagt et billede af os og Mali på facebook, er det okay? Vi sidder på bænken og Mali har det sejeste smørrede smil på læberne. Det var det for nu. Jeg håber du nyder det fantastiske vejr. Hilsen Ida

Helt kort..
Hvad med et "anker"; En ting man kan sætte når man skal være et nyt sted længere tid (fx til en fest eller et andet sted med meget larm) , som vibrerer når man kommer tæt på den. Så man hele tiden kan orientere sig i forhold til den.
Eller hvad med noget bluetooth telefonbogs udstyr så man når man fx sad i togkupé med en fra sin telefonbog indenfor rækkevidde vibrerede telefonen? Mr. Hawk (har forresten fået cd'en til os:-)) fortalte at han havde siddet overfor en god blind veninde hele vejen fra århus til roskilde før han opdagede at de kendte hinanden da hun hørte ham bestille noget i salgsvognen "´Gud hvad faen.. Er det ikke dig Søren?´og jeg havde også godt hørt at der var en anden hund - men nogle gange gider man jo ikke snakke med andre blinde... kun dem man kender"

Det vi laver må forresten ikke være synligt eller hænge på den blinde som endnu en "se mig jeg er blind" dims - Men det ved vi jo godt:-)
Ses på grillen dér.

Poul Richard Ruten

Mali finder en stok og vi snakker om rengøringsrobotter... Det' nice. Please abstraher fra mine idiotiske kommentarer om lego mindstorm

Om NINA i X FACTOR

RINGE PUBLIC SERVICE. X Factor er blevet hyldet for at vise et etnisk mangfoldigt Danmark på en ligefrem manér. Men når handicap skildres, skorter det ikke på klichér og melodramatiske virkemidler.

Jeg ville egentlig have skrevet om Ninas audition i X factor for længe siden, men kom af en eller anden grund fra det. En avisartikel forleden fik atter hendes audition til at træde klart frem i min erindring, og den fortjener fortsat en kommentar.

I artiklen Her kan de andre være sig selv (Information d. 23.01.09) kalder Johanne Mygind X Factor for et integrationsshow, hvor ’de andre’ kan være sig selv. ‘De andre’ her forstået som deltagere i programmet, der har en anden etnisk baggrund end dansk - de får nemlig lov til at slippe for at forholde sig til hudfarve og kan koncentrere sig om deres eventuelle talent.

Kroppe er aldrig neutrale
Det er fordi, man i X factor kan satse på ”kroppens kompetencer”, og de trumfer alle kulturelle koder, forklarer Mygind. Hun glemmer imidlertid, at kroppe i sig selv er kulturelt kodede, for eksempel hvis de er indrettet på en måde, der udløser stemplet ”handicappet”.

Det var Nina Schneidermanns audition i en tidligere X Factor-runde et præmieeksempel på.

På baggrund af solbriller og stok kunne selv særligt tungnemme seere slutte, at Nina var blind. Ikke desto fandt værten det nødvendigt at italesætte det først for publikum, siden for dommerne, som gjorde Ninas synshandicap hende ude af stand til at præsentere sig selv: “Dette er Nina, og Nina er blind, men hun vil gerne synge for jer.”

Og det gjorde hun så, og imens det stod på, zoomede kamerafolkene ind på hendes hånd, der knugede blindestokken, og der krydsklippedes til en grådkvalt Lina Rafn. ”En stor menneskelig oplevelse”, kaldte dommerne hende, og Blachman mente, at man som blind bare må elske musik.

Handicapstereotyper stjæler billedet
Handicapstereotyperne stod simpelthen i kø: Nina var på én gang staklen (”glasagtigt skrøbelig” og lige til at tude over), barnet (”Nina, der er noget med, at du ikke vil følges ind ad din mor?” siger værten lidt for sødt, inden Nina følges ind), den særlige (ikke talentfuld efter almindelig, flabet X Factor-målestok, men “en stor menneskelig målestok”). Hun fungerede både som følelsespornografisk indslag og en slags ugens glade krøbling (”Nåh, Nina? Hvordan var det? Var det vildt??” spørger værten eksalteret, som om en audition, der aldrig fører til mere, må være højdepunktet i en blind teenagers liv).

I Ninas tilfælde fik handicap med andre ord lov til at stjæle billedet på præcis samme måde, som etnicitet ofte gør det i andre programmer. Mygind har muligvis ret i, at hvad hudfarve angår, signalerer X Factor gryende mediemangfoldighed. Men den forbliver altså ’skin deep’, når DR fortsat fremstiller et handicap som det væsentligste træk ved den person, der har det.
På en public service-kanal, der skal sikre aldsidighed aka mangfoldighed i programfladen er det simpelthen for ringe.

http://handifikation.dk/2009/drs-x-factor/

Om NINA i X FACTOR

RINGE PUBLIC SERVICE. X Factor er blevet hyldet for at vise et etnisk mangfoldigt Danmark på en ligefrem manér. Men når handicap skildres, skorter det ikke på klichér og melodramatiske virkemidler.

Jeg ville egentlig have skrevet om Ninas audition i X factor for længe siden, men kom af en eller anden grund fra det. En avisartikel forleden fik atter hendes audition til at træde klart frem i min erindring, og den fortjener fortsat en kommentar.

I artiklen Her kan de andre være sig selv (Information d. 23.01.09) kalder Johanne Mygind X Factor for et integrationsshow, hvor ’de andre’ kan være sig selv. ‘De andre’ her forstået som deltagere i programmet, der har en anden etnisk baggrund end dansk - de får nemlig lov til at slippe for at forholde sig til hudfarve og kan koncentrere sig om deres eventuelle talent.

Kroppe er aldrig neutrale
Det er fordi, man i X factor kan satse på ”kroppens kompetencer”, og de trumfer alle kulturelle koder, forklarer Mygind. Hun glemmer imidlertid, at kroppe i sig selv er kulturelt kodede, for eksempel hvis de er indrettet på en måde, der udløser stemplet ”handicappet”.

Det var Nina Schneidermanns audition i en tidligere X Factor-runde et præmieeksempel på.

På baggrund af solbriller og stok kunne selv særligt tungnemme seere slutte, at Nina var blind. Ikke desto fandt værten det nødvendigt at italesætte det først for publikum, siden for dommerne, som gjorde Ninas synshandicap hende ude af stand til at præsentere sig selv: “Dette er Nina, og Nina er blind, men hun vil gerne synge for jer.”

Og det gjorde hun så, og imens det stod på, zoomede kamerafolkene ind på hendes hånd, der knugede blindestokken, og der krydsklippedes til en grådkvalt Lina Rafn. ”En stor menneskelig oplevelse”, kaldte dommerne hende, og Blachman mente, at man som blind bare må elske musik.

Handicapstereotyper stjæler billedet
Handicapstereotyperne stod simpelthen i kø: Nina var på én gang staklen (”glasagtigt skrøbelig” og lige til at tude over), barnet (”Nina, der er noget med, at du ikke vil følges ind ad din mor?” siger værten lidt for sødt, inden Nina følges ind), den særlige (ikke talentfuld efter almindelig, flabet X Factor-målestok, men “en stor menneskelig målestok”). Hun fungerede både som følelsespornografisk indslag og en slags ugens glade krøbling (”Nåh, Nina? Hvordan var det? Var det vildt??” spørger værten eksalteret, som om en audition, der aldrig fører til mere, må være højdepunktet i en blind teenagers liv).

I Ninas tilfælde fik handicap med andre ord lov til at stjæle billedet på præcis samme måde, som etnicitet ofte gør det i andre programmer. Mygind har muligvis ret i, at hvad hudfarve angår, signalerer X Factor gryende mediemangfoldighed. Men den forbliver altså ’skin deep’, når DR fortsat fremstiller et handicap som det væsentligste træk ved den person, der har det.
På en public service-kanal, der skal sikre aldsidighed aka mangfoldighed i programfladen er det simpelthen for ringe.

http://handifikation.dk/2009/drs-x-factor/

God påske-selvstudie!

Kære Eye C,

tak for disse 2 uger. Hårdt, men givdigt! Har lige været til ungdomsdisko, og er nu ca. det trætteste barn i Kolding, men glæder mig til at udforske lyde i NYC. Og til at høre om jeres oplevelser i Berlin, København, Kolding, Skanderborg og alle de andre fantastiske steder.

Husk at pas godt på jer selv, det er jo så mega vigtigt.

Kærlighed,

Sara